Lov om bunden opsparing
Den bundne opsparing beregnes med 8 pct. af den
skattepligtige indkomst for 1984 nedsat med et fradrag på 150.000 kr. Forud
for beregningen af den bundne opsparing afrundes den skattepligtige indkomst
nedad til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100.\n\n
For ægtefæller, der har været samlevende i hele
indkomståret 1984, foretages beregningen af den bundne opsparing på grundlag
af ægtefællernes arbejdsindkomster og formueindkomster, jfr.
kildeskattelovens § 26. Udgør ægtefællernes samlede nettoformueindkomst et
positivt beløb, tillægges det den laveste arbejdsindkomst. Medfører tillægget
af en positiv nettoformueindkomst, at indkomsten kommer over 150.000 kr.,
tillægges det beløb, hvormed indkomsten overstiger 150.000 kr., i stedet den
anden ægtefælles arbejdsindkomst. Er den samlede nettoformueindkomst negativ,
fradrages den i den højeste arbejdsindkomst. Medfører fradraget af negativ
formueindkomst, at indkomsten kommer under 150.000 kr., fragår det beløb,
hvormed indkomsten er mindre end 150.000 kr., i stedet i den anden ægtefælles
arbejdsindkomst. Den bundne opsparing beregnes af de således opgjorte beløb,
der hver nedsættes med 150.000 kr. Den i alt beregnede bundne opsparing
fordeles mellem ægtefællerne efter forholdet mellem de skattepligtige
indkomster for 1984 nedsat med 150.000 kr. for hver ægtefælle.
For børn, der er født inden 1. januar 1985,
nedsættes beregningsgrundlaget efter stk. 1 med 6.000 kr. for hvert barn, der
ikke var fyldt 16 år inden den nævnte dato. Fradraget tilkommer den af
forældrene, som havde forældremyndigheden over barnet den 1. januar 1985, og
som havde barnet hos sig. Opfylder begge forældre betingelserne, fordeles
fradraget forholdsmæssigt efter de i stk. 1 eller 2 opgjorte
beregningsgrundlag.
Opfylder ingen af forældrene begge
betingelserne efter stk. 3, 2. punktum, gives fradraget til den af
forældrene, som havde barnet hos sig.
Omfatter indkomståret 1984 en kortere periode
end et år, omregnes den skattepligtige indkomst således, at den kommer til at
svare til et helt års indkomst, jfr. kildeskattelovens § 22, stk. 2. Derefter
beregnes den bundne opsparing efter fradrag som nævnt i stk. 1-4. Bunden
opsparing foretages derefter med lige så stor en del af det beregnede beløb,
som indkomsten i perioden udgør af helårsindkomsten.