Regelrod AI

Lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien

§ 3

Kilde: Retsinformation.dk

Ved opsigelse af de i §§ 1 og 2 nævnte overenskomster bliver en person, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, og som den 31. januar 2008 modtog efterløn eller pension, som efter de nævnte overenskomster kun kunne beskattes i dette land, fritaget for beskatning af de pågældende indtægter, så længe vedkommende forbliver hjemmehørende i Frankrig henholdsvis Spanien. Skattefritagelsen efter 1. pkt. gælder også for andre pensioner, som vedkommende senere modtager, og som efter de nævnte overenskomster kun kunne beskattes i Frankrig eller Spanien.

Stk. 2

Hvis et ægtepar den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig eller Spanien, og kun den ene ægtefælle er omfattet af stk. 1, fritages den anden ægtefælle for beskatning af efterløn eller pension, som vedkommende senere modtager, og som efter de i §§ 1 og 2 nævnte overenskomster kun kunne beskattes i Frankrig eller Spanien, så længe ægteparret forbliver hjemmehørende i Frankrig henholdsvis Spanien.

Lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien - § 3 (Lovtekst) | Regelrod.dk | Regelrod