Lov om udstykning og salg af visse sommerhusgrunde tilhørende staten
De dele af matr.nr. 148 m og 90 a Sdr. Nissum Mark, Sdr. Nissum, matr.nr. 61 b, 90 u og 92 c Hune By, Hune, og matr.nr. 1 a og 7 a Nr. Bratbjerg, Tranum, der fremgår af lovens bilag 1, kan ved udstykning opdeles i individuelle ejendomme eller i større ejendomme. Der vil dog maksimalt kunne udstykkes en ejendom for hvert sommerhus, der var opført ved lovens ikrafttræden.
Udstykning efter loven er ikke omfattet af udstykningsforbuddene i § 8 i lov om naturbeskyttelse og i § 12 i lov om skove.
Udstykning efter loven kan gennemføres, uden at der skal tilvejebringes en lokalplan efter reglerne i lov om planlægning. Bestemmelser i eksisterende lokalplaner, der forbyder udstykning af statsligt ejede arealer, ophæves, for så vidt angår udstykning efter loven.
Udstykning efter loven foretages i øvrigt efter reglerne i lov om udstykning og anden registrering i matriklen.
Miljøministeren kan sælge de ejendomme, der er udstykket efter loven, til ejerne af de sommerhuse, der er opført herpå, eller en juridisk person ejet af disse, uden offentligt udbud.
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.