Bekendtgørelse om slæbning af køretøjer
Enhver slæbning skal udføres forsvarligt, ved hjælp af egnet udstyr, efter fabrikanten af det slæbte køretøjs og af udstyrets forskrifter, og således at der ikke opstår fare for den, der udfører slæbningen, eller for andre.
Der må kun foretages slæbning af en havarist.
Der må kun slæbes ét køretøj ad gangen jf. dog § 16, stk. 3. Som ét køretøj anses i denne forbindelse tillige et slæbningsredskab med delvist ophængt havarist eller et sættevogntog, hvor bil og sættevogn er sammenkoblet ved hjælp af en drejekrans, eller hvor sættevognen er belæsset på en måde, som kan medføre fare ved frakobling.
Der må ikke foretages slæbning af motorcykel, knallert eller påhængskøretøjer hertil.
Det slæbte køretøjs styrende aksel skal være forrest, medmindre køretøjet er delvist ophængt på et slæbningskøretøj eller et slæbningsredskab.
Når havaristen slæbes med et slæbningskøretøj eller et slæbningsredskab, og havaristens styrende aksel vender bagud, skal hjulene være fikseret i ligeud position.
Hvis det slæbte køretøjs styretøj ikke er i forskriftsmæssig stand, må slæbning kun foretages med det slæbte køretøjs styrende aksel ophængt på et slæbningskøretøj eller på et slæbningsredskab.
Hvis det slæbte køretøjs bremser ikke er i forskriftsmæssig stand, må slæbning kun foretages, når det slæbte køretøj er delvist ophængt på et slæbningskøretøj eller på et slæbningsredskab, eller når der slæbes med et slæbningskøretøj ved hjælp af stangforbindelse, træktriangel eller tilkoblingsanordning.
Under slæbning, der foregår med køretøjet delvist ophængt på et slæbningskøretøj eller på et slæbningsredskab, må der ikke være personer i det slæbte køretøj.
Der må ikke være passagerer i det slæbte køretøj.