Regelrod AI

Udlodningsloven

§ 5

Kilde: Retsinformation.dk

Dansk Ungdoms Fællesråd fastsætter regler for fordeling af midlerne, jf. § 4, stk. 1, nr. 7. Reglerne godkendes af Tipsungdomsnævnet, jf. stk. 5.

Stk. 2

Dansk Ungdoms Fællesråd kan anvende en del af midlerne til tilskudsadministration og varetagelse af opgaver af fælles interesse for medlemsorganisationerne.

Stk. 3

Klage over Dansk Ungdoms Fællesråds sagsbehandling og afgørelser om tildeling af støtte kan indbringes for Tipsungdomsnævnet. Tipsungdomsnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4

Forvaltningsloven og lov om offentlighed i forvaltningen gælder for Dansk Ungdoms Fællesråds sager om fordeling af de i § 4, stk. 1, nr. 7, nævnte midler.

Stk. 5

Tipsungdomsnævnet består af 1 juridisk uddannet medlem, 1 medlem, der er godkendt revisor, og 1 ungdomssagkyndigt medlem, som alle udpeges af kulturministeren. Kulturministeren udpeger 1 formand blandt de 3 medlemmer.

Stk. 6

Medlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Genbeskikkelse kan finde sted én gang.

Stk. 7

Kulturministeren afholder af midlerne, jf. § 4, stk. 1, nr. 7, vederlag til Tipsungdomsnævnets medlemmer og udgifter til Tipsungdomsnævnets administration.

Stk. 8

Kulturministeren fastsætter nærmere regler om Tipsungdomsnævnets virke, herunder om Tipsungdomsnævnets tilsyn med Dansk Ungdoms Fællesråds fordeling og anvendelse af midlerne.

Udlodningsloven - § 5 (Kapitel 3) | Regelrod.dk | Regelrod