Regelrod AI

Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport

Intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse Intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse: § 17

Kilde: Retsinformation.dk

En chauffør kan erhverve grundlæggende kvalifikationer gennem deltagelse i en intensiv grunduddannelse ved et godkendt uddannelsescenter.

Stk. 2

Den intensive grunduddannelse skal som minimum omfatte samtlige de emner, som er anført i bilag 1 til denne bekendtgørelse. Emnet »førstehjælp« skal omfatte undervisning i Førstehjælp ved hjertestop og Færdselsrelateret førstehjælp for bil/MC/traktor, jf. Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner.

Stk. 3

Den intensive grunduddannelse skal have en varighed på mindst 148 timer, herunder mindst 10 individuelle køretimer i et køretøj af den pågældende kategori og 11 timers undervisning i førstehjælp. Der må ikke ske en reduktion af antallet af timer på grundlag af en individuel kompetencevurdering, jf. dog § 18.

Stk. 4

Den intensive grunduddannelse skal afsluttes med en skriftlig prøve, jf. § 21, stk. 1.

Stk. 5

En chauffør, der skal udføre godstransport, skal tillige gennemføre en praktisk prøve i lastsikring, jf. § 21, stk. 2.

Stk. 6

Hvis prøven i stk. 4 bestås samt tillige prøven i stk. 5 for en chauffør, der skal udføre godskørsel, udstedes et chaufføruddannelsesbevis for gennemført intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse.

Stk. 7

Uddannelsescentret skal før påbegyndelsen af en chaufførs uddannelse udarbejde en lektionsplan over uddannelsesforløbet. Underviseren og chaufføren skal straks efter afslutningen af hvert enkelt emne i planen med deres underskrifter bekræfte, at der er undervist i det pågældende emne, herunder bekræfte datoen for afslutning af emnet og den faktisk anvendte tid. Oversigten skal opbevares af det godkendte uddannelsescenter i mindst 2 år efter afslutningen af uddannelsesperioden.

Bekendtgørelse om kvalifikationskrav til visse førere af køretøjer i vejtransport - Intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse Intensiv grundlæggende kvalifikationsuddannelse: § 17 (Kapitel 3) | Regelrod.dk | Regelrod