Kørekortbekendtgørelsen
Internationalt kørekort kan udstedes i henhold til de internationale konventioner af 19. september 1949 om færdsel og 8. november 1968 om vejtrafik.
Ansøgning om internationalt kørekort indleveres til kommunen. Ansøgningen kan indleveres til enhver kommune, uanset hvor ansøgeren har bopæl.
Ansøgningen skal vedlægges et fotografi, jf. § 3, stk. 2, samt ansøgerens kørekort. Bestemmelserne i § 3, stk. 3, og stk. 5, 1. pkt., samt § 5 finder tilsvarende anvendelse.
Internationalt kørekort kan kun udstedes til en person, der er i besiddelse af et gyldigt dansk kørekort, og kan kun omfatte motorkøretøjer af samme art som det danske kørekort.
Det internationale kørekort er gyldigt i et år fra udstedelsesdagen. Det giver ret til at føre motorkøretøj af den art, som det lyder på, i de lande, der har tiltrådt den konvention, i henhold til hvilken kørekortet er udstedt. Et internationalt kørekort, som er udstedt i Danmark, giver ikke ret til at føre motorkøretøj i Danmark.