Regelrod AI

Lov om varsling af ferie m.v. som følge af den genindførte lønkompensationsordning i forbindelse med håndteringen af covid-19

Lov om varsling af ferie m.v. som følge af den genindførte lønkompensationsordning i forbindelse med håndteringen af covid-19 - Lovtekst

Kilde: Retsinformation.dk

§ 1

Loven gælder for varsling af ferie m.v. for virksomheder, der er omfattet af den midlertidige lønkompensationsordning for fyringstruede medarbejdere som følge af covid-19. Loven gælder dog kun i forhold til de lønmodtagere, som arbejdsgiveren har søgt lønkompensation for. Loven gælder ikke i forhold til lønmodtagere, for hvilke der er aftalt lønnedgang som følge af covid-19, og elever, lærlinge og praktikanter.

Stk. 2

Loven finder anvendelse på optjent ferie efter ferieloven eller tilsvarende regler fastsat ved kollektiv aftale eller overenskomst. Loven finder endvidere anvendelse på afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn.

§ 2

Loven gælder uanset individuelle aftaler og kollektive aftaler eller overenskomster samt anden lovgivning og kan ikke fraviges til ugunst for lønmodtageren ved aftale.

§ 3

En arbejdsgiver, der er omfattet af § 1, stk. 1, kan give meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af 1 feriedag m.v. efter § 1, stk. 2, med mindst en dags varsel pr. lønkompensationsperiode svarende til 28 kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren. Arbejdsgiveren kan dog varsle 1 feriedag m.v. til afholdelse fra og med den 18. januar 2021 for de 21 første kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren.

Stk. 2

Lønmodtageren kan vælge, om feriedagen m.v. efter stk. 1 skal afholdes som optjent ferie, afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Lønmodtageren kan endvidere efter aftale med arbejdsgiveren anvende opsparet frihed, som lønmodtageren opnår ret til på et senere tidspunkt i ansættelsesforholdet.

Stk. 3

Har lønmodtageren ikke opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, der kan holdes, kan arbejdsgiveren varsle feriedagen som tjenestefrihed uden løn.

Stk. 4

Lønmodtageren kan højst pålægges at afholde i alt 5 feriedage m.v. efter stk. 1-3. Optjent ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn, der er afviklet efter den 17. januar 2021 i lønkompensationsperioden, indgår i de feriedage m.v., som lønmodtageren skal holde efter stk. 1-3, og i opgørelsen efter 1. pkt.

Stk. 5

Arbejder lønmodtageren ikke 5 dage om ugen, afholdes feriedagene m.v. efter stk. 1-4 forholdsmæssigt.

§ 4

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2

Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lov om varsling af ferie m.v. som følge af den genindførte lønkompensationsordning i forbindelse med håndteringen af covid-19 - Lovtekst | Regelrod.dk | Regelrod