Lov om varsling af ferie m.v. som følge af den genindførte lønkompensationsordning i forbindelse med håndteringen af covid-19
En arbejdsgiver, der er omfattet af § 1, stk. 1, kan give meddelelse til lønmodtageren om afholdelse af 1 feriedag m.v. efter § 1, stk. 2, med mindst en dags varsel pr. lønkompensationsperiode svarende til 28 kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren. Arbejdsgiveren kan dog varsle 1 feriedag m.v. til afholdelse fra og med den 18. januar 2021 for de 21 første kalenderdage, hvor arbejdsgiveren får lønkompensation for lønmodtageren.
Lønmodtageren kan vælge, om feriedagen m.v. efter stk. 1 skal afholdes som optjent ferie, afspadsering eller anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet. Lønmodtageren kan endvidere efter aftale med arbejdsgiveren anvende opsparet frihed, som lønmodtageren opnår ret til på et senere tidspunkt i ansættelsesforholdet.
Har lønmodtageren ikke opsparet ferie, afspadsering eller anden frihed i ansættelsesforholdet, der kan holdes, kan arbejdsgiveren varsle feriedagen som tjenestefrihed uden løn.
Lønmodtageren kan højst pålægges at afholde i alt 5 feriedage m.v. efter stk. 1-3. Optjent ferie, afspadsering, anden opsparet frihed i ansættelsesforholdet og tjenestefrihed uden løn, der er afviklet efter den 17. januar 2021 i lønkompensationsperioden, indgår i de feriedage m.v., som lønmodtageren skal holde efter stk. 1-3, og i opgørelsen efter 1. pkt.
Arbejder lønmodtageren ikke 5 dage om ugen, afholdes feriedagene m.v. efter stk. 1-4 forholdsmæssigt.