Bekendtgørelse om godskørsel
Færdselsstyrelsen fører tilsyn med, at betingelserne for opretholdelse af tilladelser i henhold til godskørselslovens § 1, stk. 1-3, fortsat er til stede.
Færdselsstyrelsen kan anmode en tilladelsesindehaver og transportleder om enhver oplysning, som er nødvendig for at vurdere, om kravene i kapitel 3, godskørselslovens §§ 3 og 4, og artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet, fortsat er opfyldt.
Færdselsstyrelsen kan indhente oplysninger fra politiet til brug ved bedømmelsen af, om tilladelsesindehaver fortsat opfylder kravene om vandel i §§ 6 og 7, godskørselslovens § 3, stk. 2, nr. 2, eller § 4, stk. 2, nr. 3, samt artikel 3, litra b, og artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet.
Færdselsstyrelsen kan indhente oplysninger fra politiet til brug ved bedømmelsen af, om den ansøgende virksomheds administrerende direktør og transportleder fortsat opfylder kravene om vandel i §§ 6-9, godskørselslovens § 3, stk. 2, nr. 2, eller § 4, stk. 2, nr. 3, samt artikel 3, litra b, og artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet.